Traditionsrig folkeoplysning om udviklingslande til danske børn

Danmarks Radio og Danida har samarbejdet om Børnenes U-landskalender i over 50 år. Begge lægger mange kræfter i det store, årlige projekt – så det kan vække børnenes nysgerrighed og eftertanke. Hvert år inviteres en af hjælpeorganisationerne med og får lov at definere årets tema og hjælpeprojekt. I år Dansk Flygtningehjælp.

Gennem et par generationer har Børnenes U-landskalender været en fast del af traditionen omkring optakten til juletiden for de fleste danskere. I 2012 tog knap 160.000 danske børn hul på deres december-morgener ved at åbne for dagens lille dør på U-landskalenderens lågekalender – og årets undervisningsmateriale 2012 blev bestilt af lærere fra over 1.000 skoler.

Synlighed: Tema-uge i DR og Nørd på Ramasjang i november

Danida og Danmarks Radio har stået sammen om Børnenes U-landskalender siden 1962 – og det ”ene ben” i projektet har hele tiden været at udfolde årets tema i godt børne-tv med stof til eftertanke.

I år vil dine elever fra november møde U-landskalenderen og årets tema på DR på flere måder: i en u-landstemauge på Ramasjang, i fire udsendelser med Nørd i Myanmar, i en række korte film, og på DR’s websider. Desuden omtaler DR låge-julekalenderen og årets indsamling til børn i Myanmar i løbet af efteråret og i julemåneden. Børnene vil også møde selve lågekalenderen ude i butikkerne fra oktober – og dens bagside fortæller selvfølgelig kort om Myanmar-temaet.

Tradition på de danske skoler

Børnenes U-landskalender er også blevet en tradition på mange skoler. Danida udgiver hvert efterår et gennemarbejdet undervisningsmateriale til indskolingen. Det er ekstra aktuelt i efteråret, netop fordi det handler om årets U-landskalenderprojekt. Men det er ikke ”julet” i sig selv, og det er omhyggeligt udformet, så det kan bruges når som helst.

Materialet har en god, skønlitterær bog som centrum og handler om børneliv i det land, der samles ind til via låge-julekalenderen. Årets børnebogsforfatter har været på rejse i landet sammen med fotografen og projektets pædagogiske konsulent. Materialet har ofte fået ros fra lærere og anmeldere og har været brugt på et stort antal skoler.

I år er materialet gennemgribende fornyet og udvidet, både rent didaktisk og på det fagfaglige. Målet er stadig at tilbyde et materiale af høj kvalitet, der giver eleverne et kig ud til børneliv i en helt anden del af verden. Et liv, der ligner deres eget, og som der er noget at lære af, men som samtidig er meget forskelligt. Et kulturmøde, hvor de også møder sig selv.