Evaluering af forløbet
Her finder du forslag til enkle måder at evaluere elevernes arbejde med forløbene og det faglige udbytte.
Nogle lærere vil gerne evaluere det forløb, eleverne har været igennem. Her giver vi nogle enkle forslag til en evaluering, der kan klares på en lektion eller to. Det giver dels eleverne selv en mulighed for at reflektere over, hvad de har lært. Dels giver det dig godt input til at kunne fortælle forældre og kollegaer om det faglige udbytte af at have givet plads i skemaet til at arbejde med Danidas materiale.
1. Dansk og kristendomskundskab
Formidling
Tag udgangspunkt i de fotohistorier, eleverne har lavet. Tal med eleverne om, hvad der var sjovt, svært, spændende osv. ved at arbejde med stoffet, ved at søge informationer og ved at fortælle en historie/formidle i billeder, lyd og tekst.
Litteraturfagligt
I lærervejledningen (s. 39) er der en oversigt over en række af de trinmål, materialet har givet jer mulighed for at arbejde med. Dem kan du bruge til at indkredse elevernes udbytte af forløbet med. Fx:
- Kan eleverne skelne mellem fiktion og ikke-fiktion i elevbogens tekster?
- Kan eleverne forklare de litteraturfaglige begreber, I har arbejdet med, fx flashback, jeg-fortæller, brug af detaljer og sanser osv.?
- Kan eleverne give et kort indholdsreferat af ”Rejsen til den gyldne pagode”?
Ulandsstoffet
Årets tema hedder: Alle børn har ret til et godt liv. Hvis I ikke har lavet opgaven ”Børnene i landsbyen”, der ligger i opgavebanken på hjemmesiden, så kan den første del af opgaven bruges som afsæt til at tale med eleverne om børns vilkår i et u-land som Myanmar. Desuden kan du sætte eleverne til at fortælle om Myanmar: Hvad har de undret sig over undervejs i forløbet? Hvad har gjort indtryk? Har de opnået en forståelse for, hvorfor landet har brug for at andre hjælper dem?
Kristendomskundskab
Tro og buddhisme er et centralt tema i ”Rejsen til den gyldne pagode”, så der er mange muligheder for at evaluere med eleverne. Hvis eleverne har lavet fotohistorier om børnene i klosteret, er det oplagt at se dem sammen og lade evalueringen tage udgangspunkt i dem. Du kan fx spørge om:
- Hvad laver en munk eller en nonne?
- Hvad lærer børnene af at være munk eller nonne?
- Hvorfor ser burmeserne det mere som en tjeneste end som tiggeri, når munkene går på gaden om morgenen for at samle mad ind til klosteret?
- Hvilke forskelle og ligheder er der på buddhisme og andre religioner? Hvad tror man fx, at der sker med et menneske, når det dør?
2. Natur/teknik
Her er evalueringen meget enkel, for selve metoden i forsøgsopstillingerne involverer både hypotesedannelse og evaluering.
Det betyder, at du ved afslutningen af hver forsøgsopstilling kan notere, om eleverne selv kan formulere, hvorfor fx et æg flyder i saltvand, men ikke i ferskvand. Eller hvad det er, der sker, når man laver saltvand om til vand, der kan drikkes.
Hvis du samtidig har mulighed for at dokumentere elevernes arbejde med video eller fotos, så har I også noget visuelt at forholde jer til, når I skal evaluere. Billederne kan også bruges på intranettet, og hvis du fx skal vise forældrene, hvad elevene har arbejdet med i forløbet.